Artikel 3, skrevet oktober 2000.
Rumænien

Cluj amt
Landkort

Bihor amt Landkort

Fattigdom og klatring.

Klatrekonkurrencer og fattigdom i Rumænien. En artikel for Surviver- Challenger- eller Competitortypen

Min tredje artikel om Rumænien vil beskæftige sig generelt med fattigdom og trafikkultur - og specifikt om området Cheile Turzii/Turzii Gorge (Turda) og klatrekonkurrencer, krydret med mine egne stærkt subjektive oplevelser.

Der skal ikke gøres nogen hemmelighed ud af, at Rumænien er: beskidt, slidt, dårligt/ slet ikke vedligeholdt siden engang midt i 80´erne, trænger til maling, er fattigt, dårligt tøj, gamle osende biler, affald/ingen oprydning, etc.
At Rumænien har så træls en skæbne skyldes nok en kombination af et fortidigt uheldigt styre (Ceaucescu) og en uheldig geografisk/ politisk placering i forhold til EU.
Rumænien er blandt de fattigere lande i Europa, som eksempel i BNP (1999) ca.: DK: 192.000,- Rumænien: 27.000,- Albanien: 27.000,- Bulgarien: 30.000,- Jugoslavien: 13.000,- Makedonien: 27.000,- Bosnien/Herzegovina: 14.000,-.

En dårlig økonomi er jo ikke alt. Det kan Irland, Syditalien, Spanien, Portugal etc jo også siges at have, at visse af de lande så til gengæld har; billige priser, meget åbne temperamentsfulde "latinske" typer, bjerge, knaldgodt vejr og trods alt en vis orden i systemerne - kan jo, for visse klatretyper så rigeligt kompensere for ovennævnte armod.

Der er faktisk en del, udover ovenstående, som Rumænien også har. Vedr.: bolig, tøj, mad, vin øl, tobak, sko, offentlig transport etc så er tingene meget billige og i et rigeligt udvalg. Hvis varerne er produceret i Rumænien på licens er de billige, såsom; Coca Cola 2,5 L 8,-, ½ L Guld Tuborg 6,-, rumænerne producerer mængder af fodtøj: De fleste ,(hvis ikke alle) italienske modesko, og en del franske, bliver produceret her, og du kan sagtens erhverve fodtøj til: Mode; 2-600,-, læder/vandre sandaler 1-300,-, vandrestøvler 2-600,-, osv. Og der produceres lige så meget kvalitetstøj.

Men, eftersom rumænerne ikke har specielt mange penge, er der ikke mange butikker med kæmpereklamer på alle gadehjørner. Du kan få alle udenlandske/vestlige varer herude, og de koster ca. det samme som varerne gør i vesten, selvom det ikke er på vores meget høje niveau og så absolut heller ikke i så rigelige mængder.

Som et paradoks til hele billedet, eller et kuriosum, skal lige nævnes, at jeg har set flere Ferrarier og Mercedeser (luxusbiler) herude på tre måneder, end jeg har set nogensinde i Danmark. Typisk er de USA, Italiensk, eller tysk registrerede, så nogle må jo tjene penge på den billige produktion, - gode ideer og startkapital efterlyses.

Klatreudstyr, UIAA godkendt, kan købes for ½-2/3 af danske priser, I byen Oradea ligger en rebfabrik og her kan du let købe alle typer UIAA godkendt klatrereb direkte fra rullen i fabriksudsalget. Flere af vennerne arbejder/har arbejdet på fabrikken, og klatrer primært med deres 10,5 mm. reb. Rebet sælges en del i Ungarn men forhandles reelt ikke i Rumænien pga. den generelle manglende efterspørgsel efter klatreudstyr. Der er ca. 30 registrerede klatrere i Oradea, en by med 50.000 flere indbyggere end Århus, og det er jo ikke meget, men, det giver jo lidt mere plads i bjergene til den enkelte, så vi møder meget sjældent andre, hvis vi da ikke har en aftale.

Hvis du mener, at du er af Surviver- Challenger- eller Competitortypen, kan jeg anbefale dig at interessere dig for enten den rumænske trafikkultur, eller klatreområdet i Cheile Turzi. Jeg beskriver lige trafikken først:

Trafikkulturen i Rumænien er herlig, lige noget for en meget årvågen og særdeles aktiv bilist, som ikke har noget imod fodgængere, der går overfor rødt, fordi de kan se, at du lige kan nå at bremse og risikerer at få alle de bagved kørende, som tror at du kører over for grønt, op bag i. Man har ladet fodgængerfelter og hajtænder naturligt nedslide og pillet skiltene ned, så ingen kan se noget som helst. De lokale ved, hvordan det hele engang har set ud og stopper selvfølgeligt der, hvor fodgængerovergangen og vigepligten engang har været, fodgængerne bruger selvsamme med en selvfølgelighed, der gør at de hverken ser til højre eller venstre, for de har jo retten på deres side, - hvis ellers de husker rigtigt!

Er der 3 vognbaner; en højre- en venstre- og en lige ud, gælder det om at accellere vildt og komme først over krydset, for alle kører nemlig lige ud. Hvis de andre kører for langsomt, må man gerne bruge sporvognslegemet, men brug venligst sidespejlet først, for sporvognene kører rimeligt stærkt. Det gør det ekstra delikat som bilist, at hullerne i vejen let kan være 15 cm dybe og en meter i diameter, så kan du vælge mellem en smadret undervogn, eller en undvigemanøvre som altid er spændende, når man har biler på begge sider.

På en tosporet vej overhaler man altid indenom. At indersporet bruges som cykelsti, fortov, parkering, hestevognstransport og nødspor generelt, krydrer enhver pikant indenoms-overhaling, især hvis den over (indenoms-) halende ikke har set fjolserne i indersporet, så bliver hornet trykket i bund, og man trækker selvfølgelig bare ud i ydersporet igen, uden at se sig i spejlet, - de andre bremser selvfølgelig, hensynsfulde som rumænerne de nu er. Det gør kun det hele lettere og mere ansvarsfrit, at dytte og slå advarselsblink til, for hvis folk kan høre, at du godt ved, at du dummer dig og overtræder samtlige gældende regler (skrevne), plejer de at tage de nødvendige hensyn, også når du overhaler, selvom der kommmer modkørende, - med lidt rumænsk fleksibilitet kan man sagtens være tre på to baner.

Af sparehensyn har nogle byer valgt at mørkelægge gader og stræder, og det er vældig hyggeligt. Man kan godt nok ikke se noget og selvom der er huller i vejen, cykler og biler uden lys og masser af fodgængere, så gør det ikke noget. For det første, så ved man jo at der er huller og så mange mennesker på gaderne, for det andet, sparer man jo nogle penge, det er også langt mere intimt. Problemet løses ved at køre bagved en vestlig lastbil, - de har som regel ret gode lys og bremser på, og så kører friske vestlige truckere som regel med 80 km/t i byerne og 100 km/t ude på landet, -og det er jo en passende fart, når man skal hjem fra klatring. Hvis du ikke lige kan finde en ordentlig vestlig lastbil, må du endelig ikke lade dig friste af mærker som "Roman" eller "UHT", for det første accellererer de praktisk talt ikke, og når de så alligevel kommer op i fart, oser de så meget, at du alligevel ikke kan køre bagved dem, og for det tredje er max. Hastigheden, ned ad bakke, ca 65km/t. Og så kan turen hjem føles meget lang.

På landet, hvor hestevognene huserer, og der er mange af dem, er tricket med lastbilen også brugbar. En hest producerer som regel pærer, men det er dog ikke ensbetydende med, at der er lys på hestevognen. De mere oplyste bønder arrangerer som regel en lille fiks busk med ild i, og så bliver bedstemor, eller en anden ikke så brugbar person, sat bagest i hestevognen. Når så lastbilen kommer buldrende med de obligatoriske 100 km/t stærkt forfulgt af 7 Daciaér, 3 Aroér og en Suzuki 800 ccm, så er meningen, at bedstemor skal vinke med busken, og hvis ikke ilden går ud, som følge af den pludselige bevægelse, kan det tænkes, at hele konvojen incl. min Suzuki tager turen venstre om hestevognen, - hvis ikke? Så ryger bedstemor på forsiden af "Jurnal Behorian", som den ugentlige hestevognsulykke, -der er ikke så mange oplyste bønder derude, så pas på, hold dig bag lastbilen!

Cheile Turzii/Turzii Gorge (Turda) og klatrekonkurrencer:

Cheile Turzi er et klatreområde beliggende længere inde i landet, og er derfor også højere beliggende med mulighed for op til 13 reblængders klatring. Området som sådan er et fritidsområde generelt for klatrere, vandrere etc. og der er afmærkede vandreture op til 40 km lange.

"Vejen" til Cheile Turzii er den sidste kilometer sådan så bussen absolut ikke kører derned, man tømmer bilen, og så kører man i første gear i slalom mellem huller, halvt så store som bilen selv, vejen bliver brugt af nogle gigant lastbiler til stentransport, så vejen er vældig bred, men ikke specielt velegnet til persontransport.

Både cabana og hotel ligger lige ved indgangen til Cheile (kløft) hvor du går langs med floden og efter 200m har du de første vægge på begge sider af kløften.

På det lille, aldeles yndige, men fattige, hotel kan du spise, og leje værelser med fælles toilet og bad, men det er absolut ikke vestlig standard, den får dog 5 stjerner på grund af dens særegenhed og heldige placering, serveringen er så absolut noget for sig, jeg har ikke før set så megen blandet bestik, selv glassene var en blanding fra små "fanta" til store ølglas, - vi drak alle vin til maden! - det bør opleves. På cabanaen er toiletforholdene som den gamle Ith standard (lokum med "pynt" på kanterne) og koldt vand i én hane. Hytterne koster til gengæld kun kr. 40,- (pr nat for to pers. incl. tæpper, excl. Dynebetræk/lagen) og der er gratis ophold i sovepose m/u telt. Skulle du føle dig lidt kold på jorden, kan du bare lægge dig op på administrationens flade tag, det gør alle de andre også, og det regner sjældent. På cabanaen er der en lille udendørsbar med borde, hvor alle samles, snakker, hænger, drikker og spiser sin medbragte mad.

Her foregik vores fællesspisninger i Oradeagruppen, og alle andre grupper, for den sags skyld, al maden bliver stillet på bordet, og så står vi rundt om og spiser og drikker af hinandens medbragte, eller fælles indkøbte herligheder. Totalpris med alt godt bondemad, brød, alt fra ost til pølse og diverse grøntsager; 100.000 lei, - det er selvfølgelig en heftig pris for at spise ude i det fri, men selskabet og vejret var godt, og hvis man bruger sin omregningstabel, finder man ud af at prisen i kr. er 35-40 kr. Ikke så galt for 2 dages fuldkost og vand, jeg vil kalde det billigt, ja "rørende" er jo nærmest et fattigt ord.

Jeg kan på det kraftigste advare mod nedfaldende sten i området. Ruterne er i sig selv ikke et problem, men visse områder/passager er direkte livsfarlige, fordi du passerer under nogle højere liggende meget løse og stejle nedgange, som alle desværre er tvunget til at bruge, hvis de vil ned igen. At de gode climbere hensynsfuldt råber "Piatrâ" hvergang en sten ruller for dem, løser desværre ikke problemet, at gå med hjelm bliver det såmænd heller ikke meget bedre af, for stenene kommer med meget stor hastighed og kan være store. Min gruppe havde en "heldig" oplevelse, hvor vi hørte "Piatrâ" og en brølen i luften, en sten, 20/30 cm stor, drønede tværs igennem et buskads, en meter fra mit hoved, 10/20 cm fra en piges hoved, og klaskede ned mellem alle 7/8 mennesker, der passerede bunden af en af de farlige nedgange. Ikke én blev ramt, men jeg blev da spurgt, hvorfor jeg, som den eneste i flokken, gik med hjelm, for som Adi sagde;"havde den ramt dig, havde den revet hovedet af dig alligevel!", så (brug hjelm) kan godt sættes i parentes, hvis ikke du vil have hjelmen ødelagt til ingen nytte. I øvrigt har rumænerne et fortræffeligt service- og redningskorps i området det er nogle rødjakkebeklædte typer med påskriften "Salvamont".

"Salvamont" deltager i, og arrangerer også fællesaktiviteterne i området. Da jeg var der, havde de arrangeret en weekend med klatrekonkurrencer til ære for, og minde om, en død bjergbestiger og kammerat fra området. Førstedagen gik med "fællesklatring", hvor vi gennemklatrede området, og skulle forsøge at klatre så mange reblængder som muligt. 20-25 reblængder var ikke usædvanligt! - jeg tror, jeg klatrede 14. Det var også nok.

Om aftenen blev der holdt taler og delt præmier ud, det hele foregik udendørs i et dejligt vejr, midt i oktober. Der var præmier til alle, så jeg vandt et fint blad med lækre artikler og billeder fra Rumæniens climbermiljø. Det var skide (meget) hyggeligt og nogle af kulturforskellene kom den aften tydeligt frem. Det var tydeligt, at rumænerne har en langt ældre klatrekultur og måske en noget større respekt og beundring for alderdommen end danskerne har. Der blev holdt mange lange taler og vist film. De lange taler blev holdt af gamle klatrere, som nu var "Paramont" arbejdere, formænd ledere oa. Én specielt inviteret gæst var en forhenværende meget dygtig klatrer, 60/65 år, kaldet "Black Madonna", eller noget i den stil, og han nød tydeligt speciel stor respekt blandt både unge og gamle, de 15-20 årige lyttede ikke af høflighed og falsk respekt, men morede sig over historierne og slugte faktisk hvert ord, mens de samtidig tyssede på de få halvgamle støjende elementer, som jo altid er iblandt os alle.

Den del af den rumænske kultur kunne jeg da rigtig godt lide, og jeg tror, at vi efterhånden er nogle få i klatreklubben, som kunne sympatisere med ideen, - men så skal det også være rigtig lange taler og rigtig meget ro. Jeg forstår egentlig godt fornuften i den del af den rumænske kultur, for efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg jo også blevet meget klogere. Jeg har endda ved flere lejligheder tænkt på at flytte derned på mine gamle dage, for tiderne i Danmark har jo ændret sig fælt i takt med min vigende hårpragt, problemet er det rumænsk/latinske sprog, - alternativet er måske at introducere ideen i Danmark.

På andendagen var der to konkurrencer. En spøgefuld 35 meters, hvor man klatrede med en boksehandske på venstre hånd, og en alt for stor løbesko på højre fod. - En af vore folk vandt,- selvfølgeligt. Selvfølgeligt, fordi vi faktisk er kendt for at være skrappe, så hvis du vil have lidt billig prestige, eller respekt, skal du bare sige, at du klatrer i Vadu Crisului/Suncuius. Men så behøver du ikke bagefter at dumme dig på væggen, når de ser på!

Den anden konkurrence var en speed climbing rute, hvor man havde et forsøg til at komme op. Det gav visse problemer for, enten klatrede vi for langsomt og tabte, eller også sprang vi sådan afsted at vi røg af, og et forsøg er ikke meget. I øvrigt kunne vi ikke "lure" konkurrenterne, for vi blev holdt på afstand, indtil det var vores tur.

Konkurrencen i Vadu Crisului: Konkurrencen gik ud på, at hele bundtet, også dem fra de andre områder, samledes på banelegemet klokken 8.30, vi var der alle, fotografer, ledere, heppere, folk med vand og mad, og solen skinnede (se; konk). Klokken 9.00 startede konkurrencen på 4-6 reblænders ruter, som måtte klatres artificielt, kontrol ville for øvrigt også være umuligt, de sværeste og længste ruter gav flest points, og så gjaldt det om at samle flest point inden klokken blev 15.00. 6 timers marathon klatring hvor man skulle løbe ned hvergang, for at melde hvad man havde gennemført og hvad man ville klatre nu, lidt at spise og drikke, høre om de andres resultater, og så afsted igen. Dorel & Lorenziu, selvfølgelig to af vore egne, vandt, men måtte desværre dele 1-2 pladsen med et par fra Bukarest egnen, begge par klatrede 28 reblængder!!! De var lidt trætte den aften.

Som noget nyt for mig var det kotume eller tradition, at vi gav hånd og ønskede tillykke, når vi havde red-pointed en rute første gang. Der blev trykket hånd nogle gange igennem tre måneder. På free Climbing, Red Point gik jeg fra 6+ til 7+ og forsøger mig nu med 8-, det tror jeg primært skyldes, at der er så mange bolte, men kan altid skifte til artificiel, og dermed gå tre graderinger ned. Man tør klatre noget hårdere, når der altid er en slynge/bolt indenfor rækkevidde. Det skal også tilføjes, at det ikke er så dårligt, meget af tiden, at klatre som anden/tredjemand med en af de lokale guider, det er jo "toprebsklatring" der vil noget, så stiger selvtilliden lidt. At jeg heller ikke skulle vade rundt for at finde ruterne, fryse og blive våd i regnen, og fik et ordentligt sted at sove, har sikkert også hjulpet lidt.

 

Kontakt mig             Til top