Artikel
1, skrevet oktober 2000. |
Rumænien | Cluj
amt |
Bihor
amt Landkort |
Dette er ment som en indledende artikel om Rumænien af tre artikler, der beskriver klatreområder i Rumænien. Jeg har været på klatreferie i Rumænien 3 x 1 måned. Det siger vist sig selv, at det var en succes, ellers var jeg jo ikke taget derned 3 gange. Successen, eller den subjektive tilgang, må gerne ses i lyset af, at jeg har klatret et par år i Tyskland, Sverige, Spanien, Frankrig og den berømte indendørs klatrevæg på Trøjborg Bjerg, Århus, så jeg har da set lidt af hvert. Rent faktisk er jeg i gang med et speciale på statskundskab; "Privatiseringsprocessen i Rumænien". Det indebærer, at jeg delvist opholder mig i Rumænien det næste år. Så jeg har kunnet legalisere en rimelig lang klatreferie. Og når man nu skal indsamle "visuelt observerbare data" (man skriver det, man ser) og indsamle "kvalitative undersøgelsesinterviews" (man skriver det, man går og sladrer om) så kan man da lige så godt gøre det i klatremiljøer. Af det kan man lære; at hvis man kan omformulere almindeligt tant og fjas til Scient. Polsk (statskundskabsk), så kan man komme til Rumænien og klatre. Rumænien har, i min fantasi, altid været et fattigt sted, primitivt, fattige børnehjemsbørn og med megen korruption. Og danskere, specielt dem i Århus, lider ikke af fordomme, - alle udsagn, incl. det sidste, viste sig, at være fejlantagelser. Historien tog sin start vinteren 1999, hvor jeg mødte en rumæner, hvis far, eller onkel, havde klatret i Apuseni bjergene i Rumænien, og hun viste mig nogle udmærkede guider fra tiden; "Ceausescu time" (1980´erne), nyere skrevne guider eksisterer ikke. Bjergene ligger i nordvest-Rumænien nær den ungarske grænse (E60, Oradea, Alesd, Cluj-Napoca, Turda). Jeg turde dog ikke tage der ud selv, for de havde vel hverken strøm eller lokum, og jeg kunne jo ikke tale russisk. Efter at have fået forklaret, at de har alt! - Men nødvendigvis ikke på vores forchromede niveau, hvor de virkeligt bruger tingene (vi køber dem bare og smider dem væk), og de taler ikke russisk, - men latin, og italienerne som de er stærkt knyttet til, forstår de, som en københavner forstår en svensker (fejltolkninger frabedes), og jeg kunne bo ved lokale rumænere, som taler aldeles fortræffeligt engelsk, og klatrer ret godt (8-/9-UIAA), og de ville guide mig rundt i det farlige Rumænien, også når jeg skulle indkøbe livsnødvendigheder, såsom snørebånd og tandpasta, - turde jeg tage derud. Jeg lejede for resten en lille varebil, af en senere god ven, DM 100,- (ca 400,- D. Kr.) for en hel måned, jeg betalte til gengæld for et par småreparationer, og eftersom han ikke havde noget kørekort, havde jeg hele bundtet med i bilen hver gang, og det var hyggeligt. Jeg havde et farligt besvær med at finde transportmuligheder til Rumænien, så det foregik med bus til Budapest og afhentning med privatbil til Oradea. Det viste sig senere, at der kører danske sovebusser fra mange byer i Danmark, direkte til Oradea og Cluj-Napoca og direkte forbi klatrestederne (3-5 km, se links), så det benyttede jeg mig af på de to efterfølgende ture. Men jeg kom da derned til det første af tre klatresteder - "Vadu Crisului". Min guide/klatremakker hed Dorel, og han ville egentligt ikke have penge for at guide mig, men et par næsten nye "Five-Ten" klatresko, og et ikke for gammelt reb blev da taget i brug med det samme. Set i relation til hans eget seks år gamle meget brugte 35 m, 9 mm reb og et par umage klatresko i to forskellige farver, var det udstyrsoptimering, der ville noget. Til almindelig orientering er Rumænien blandt de fattigste lande i Europa, og en normalløn er 1.000 kr. i måneden, mindstelønnen er for tiden 320 kr. Så alle klatrere regner jo hurtigt ud, at vi i Norden ofte har klatreudstyr af værdi, som svarer til en rumænsk årsløn. Klatreområdet var let at finde, 50 km øst på ad E60, til venstre 3 km mod Vadu Crisului og til venstre gennem byen. Du parkerer ved en fodboldbane for enden af vejen og går så på togskinnerne ud mod de klipper du kan se, og så ligger ruterne ellers både til højre og venstre. Ruterne er tydeligt markerede med gult malede felter, hvor du kan se både navn og graduering, gradueringen er enten UIAA, eller rumænsk artificial, somme tider begge (se "forklaring"). Det betyder at du både kan klatre forholdsvis let artificielt og ret svært UIAA på samme rute, og det vidste jeg ikke! Så vi tog fat på det, jeg troede var en 4+ (4A/7+), Dorel førte den op på Free Climbing og "Red Pointede" (uden at falde af). Jeg syntes godt nok, at der var et par store overhæng og han vred sig da slemt med både arme og ben, men det kunne da godt være, at de graderede lidt hårdt hernede, og en 4+ kunne vel ikke være så svær. Den 4+ var meget svær, hvis ikke man brugte slyngerne, den var faktisk umulig. Hver eneste gang jeg kom til en svær passage (crux), og der var ikke andet end "cruxer "på den rute, stod jeg og spillede træt, når så Dorel kiggede på fuglene, eller noget andet interessant, greb jeg lynhurtigt en slynge, hev mig op, og spillede træt igen. Det var simpelthen for pinligt ikke at kunne klatre 4+, og så for øjnene af en rumæner. Jeg havde faktisk skrevet i en E-mail til ham, at jeg kunne klatre 6-, det var lidt pinligt. Til sidst kom jeg dog op, og han styrtede straks afsted til den næste rute, og det blev det ikke bedre af, jeg kunne stadig ikke "red pointe" en banal 4+, selv 4 -´erne havde jeg alvorlige problemer med. Jeg måtte efterhånden erkende, at jeg nok var en psykisk kylling, og rejsen havde vel også taget lidt hårdt på min fysik, - undskyldninger var der nok af. Til sidst skulle jeg have en pause og for at finde noget at snakke om, spurgte jeg hvorfor de brugte A og B i stedet for + og -, og hvorfor der nogle gange stod 7- og 7+ i parentes. Så fik jeg følgende forklaring, som gav mig en del mere selvtillid og fik mit klatrehjerte til at imødese en ny spændende klatredag med en noget større begejstring. Rumænsk gradering: Fra 1-6, Aog B. Tallene svarer direkte til UIAA´s tal, A svarer til UIAA´s "minus", og B svarer til UIAA´s hele tal og "plus". Ruterne bliver klatret artificielt, dvs. du bruger bolte/slynger som greb. Er der ingen gode greb, har de boltet så slyngerne klatremæssigt strategisk bliver brugt som greb. Ruterne er bygget sådan, så du både kan klatre "Free-Climbing" UIAA og artificielt. Hvis ruten er rumænsk graderet (A,B, artificiel) stiger sværhedsgraden med 3, hvis du i stedet klatrer "Free-Climbing. Omvendt, hvis ruten er UIAA graderet (-,+) falder sværhedsgraden med 3, hvis du klatrer den artificielt og bruger bolte/slynger som greb. Dvs. ruterne er generelt lette at klatre, hvis du bruger bolte og slynger som greb, og skide svære hvis du ikke bruger dem. Eks.: 4A/7-: Her vil du kunne klatre en UIAA 4- ved brug af slynger, og klatre en 7- "Free-Climbing". Det har den fordel, at et umage par (3 graderinger) kan klatre sammen, og du roder dig også sjældent ud i noget, du ikke kan overskue klatremæssigt, for du kan altid ydmyge dig selv ved at tage slyngerne til hjælp. Boltene sidder generelt meget tæt (1-2m) og du kan nå den nederste fra jorden. |